1415.   årgang nr. 4 juni 2003 

Et (be-)greb om fundamentalisme

En kommentar til fundamentalisme-begrebet.

I den offentlige debat og medierne anvendes begrebet fundamentalisme stort set kun med nedsættende og anklagende konnotationer og ikke som en egentlig beskrivelse af de grupper der omtales. Undtaget er når begrebet gælder de kristne erklærede fundamentalisters selvopfattelse og de retninger inden for kristen teologi der siden har fulgt den kristne-fundamentalistiske linie (som Christian Halvgaard beskriver andet steds i dette TABU).

I den religionsvidenskabelige terminologi kan begrebet selvsagt ikke appliceres som en anklage - i så fald ville et TABU temanummer om fundamentalisme være et rent smædeskrift. Spørgsmålet er da hvad begrebet "kan" i religionsvidenskabelig sammenhæng? Opfordringen til læserne om at bidrage omkring temaet i dette TABU afførte ikke de store reaktioner: Måske fordi der er tavs samstemmighed om at begrebet ikke har relevans, måske fordi man, som undertegnede, kan have svært ved at tage et begreb i brug der er vedhæftet så mange "dårlige vibrationer".

Hvis begrebet skal strækkes fra et emic perspektiv inden for nogle kristne grupper, til et etic perspektiv der også kan anvendes komparativt om forskellige grupper uden at disse direkte kalder sig selv fundamentalister, mener jeg at begrebet må afgrænses (en negativ definition) og gives en indholdsbetegnelse (en positiv definition). Ikke i den forstand at én definition (f.eks. min) skal ophæves til at være gyldigt i alle henseender og til alle tider, men i forstanden at skribenten foretager denne dobbelte definition af begrebet i den aktuelle kontekst og er konsekvent med sin partikulære definition inden for emnet.

I sin undren kan man starte med at slå ordet op i ordbøger og leksika. Her følger et par opslag som giver ganske forskellige definitioner på fundamentalisme:

Politikens Nudansk Ordbog (18. udgave) siger om begrebet:

fundamentalisme [fåndamænta’lism∂] subst.–n
1. (religion) den opfattelse at Bibelen er guddommelig og at hvert ord skal tages bogstaveligt; især inden for visse protestantiske sekter
2. den bevægelse inden for islam der med udgangspunkt i Koranen vil underlægge samfundet fuldstændig religiøs kontrol

The Harper Collins Dictionary of Religion (1995):

fundamentalism 1) In its strictest sense, the rejection by a given religious group of the results of historical-critical study of their sacred texts,

2) In a broader sense, the struggle against modernism by religious groups who claim the continued relevancy of earlier time periods for models of truth and value and reject what they perceice as forms of secularism.

Som religionsvidenskabelig term gør Politikens opslag ikke meget nytte. -ismen fastholdes til retninger inden for to religioner; kristendom og islam, samtidig med at der gives en meget forskellig beskrivelse af hvad fundamentalisme er inden for respektive religioner. Om end der ikke er nogen direkte fordømmelse af fundamentalismer i opslaget, er det fordomsfuldt over for bestemte religiøse grupper. En klart pejorativ konnotation til islam som en helhed, lægger i beskrivelsen af fundamentalisme som værende indenfor islam og samtidig værende fuldstændigt totalitaristisk (samfundets totale underlæggelse) og dermed demokrati-fjendsk. Til forskel er ismen udenfor den "rigtige" (majoritets) kristendom i sekter, der ikke tilskrives ambitioner om politisk magt. Fundamentalistiske islamister er altså meget farlige for samfundet, mens kristne fundamentalister er passive på sidelinien. Ganske illustrativt for de dominansforhold, der gør sig gældende mellem majoritets- og minoritetsreligionerne i Danmark.

Til forskel tilskriver Harper Collins ikke specifikke religiøse grupper betegnelsen "fundamentalister", men giver dels en snæver udlægning, der trækker på modstanderne til den kristne bibelkritik’s selvopfattelse (se igen Halvgaards artikel), og dels en bredere definition af fundamentalisme som udtryk for religiøse gruppers modsætningsforhold til modernisme og sekularisme. Modsætningen er baseret på en forestilling om at en forgangen tids verdenssyn og værdier fortsat er mere "sande" og relevante end de "sandheder" og værdier som det moderne samfund tilskrives.

Men hvad kendetegner så det moderne samfunds værdier? Giddens mener at det (sen-) moderne samfund er forbundet med radikal tvivl og risiko som konsekvens af at den sikre viden vi frembringer i moderniteten grundlæggende kun giver relativ sikkerhed – i morgen kommer der ny viden der vil underminere i dags sikre viden. Der er ikke nogen tradition eller normativitet som går i arv, og individet er overladt til selv at finde "sandheder" og værdier at fatte tillid til. Religion, skriver Giddens, kan samle op der hvor det moderne samfund ikke kan give ontologisk sikkerhed:

"Nye former for religion og åndelighed repræsenterer i fundamental forstand det fortrængtes tilbagevenden, da de direkte beskæftiger sig med de spørgsmål om eksistensens moralske mening, som moderne institutioner har en grundlæggende tendens til at opløse." (Giddens 1991:241).

Religiøse fundamentalismer beskriver i denne sammenhæng som

"… endegyldige autoriteter [der] kan manes frem igen ved at appellere til gamle religiøse forskrifter. (Giddens 1991:168).

Om end Politikens, Harper Collins og Giddens beskrivelse af fundamentalisme-begrebet adskiller sig fra hverandre, deler de dog at termen er meget upræcis som komparativ kategori. Det fælles synes at være afvisningen af "Vesten" og det moderne (sekulære) samfund, altså et antimodernistisk synspunkt. I en sådan forståelse bliver begrebet først meningsgivende i den moderne kontekst. Der kan kun eksistere anti-modernistiske fundamentalister når den dominerende politiske diskurs i det moderne samfund forstår sig selv som ikke-fundamentalistisk, og kan udskille distinkte grupper som kaldes fundamentalister.

Men blot at sætte lighedstegn mellem fundamentalisme og antimodernisme giver ikke begrebet nogen indholdsmæssig eller politisk mening; det fortæller os ikke hvad fundamentalisters engagement (politisk og socialt) i den moderne kontekst som de står i, går ud på og heller ikke noget om hvilket fundament de baserer sig på. Desuden ville en religiøs gruppe der ideelt set "blot" ønskede fuldstændig tilbagevenden til en før-moderne tilstand, lige vel kunne beskrives som traditionalistisk eller revitaliserende og at kalde den fundamentalistisk ville derfor ikke lægge noget til beskrivelsen af gruppen.

Anskues antimodernistiske grupper som del af og som situerede i det moderne samfund, kan de sagtens være moderne på den måde at de kan anvende moderne massemedier og den moderne globale kommunikationsstruktur i det hele taget, moderne teknologi, moderne transportmidler, moderne våben og have en moderne forståelse af hvordan verden er skruet sammen politisk og socialt. F.eks. afviser det hindunationalistiske parti i Indien, BJP, at sekulære ideer og værdier skal lægges til grund for det nationalstatslige fællesskab, men ideen om nationalstaten i sig selv afvises ikke, og dermed heller ikke det sekulære politiske system i Indien som partiet indgår i.

Det religionsvidenskabelige forskningsprojekt, The Fundamentalism Project (FP) (Marty & Appleby 1991), en serie på 5 store udgivelser, tager udgangspunkt i begrebet fundamentalisme og behandler det under titlerne 1) Fundamentalisms observed, 2) Fundamentalisms and society, 3) Fundamentalisms and the state, 4) Accounting for fundamentalisms og 5) Fundamentalisms comprehended.

Indledningsvis beskrives den underlæggende forståelse af begrebet, først i sin afgrænsning som antimodernistisk:

"Modern… [is a] code word for the set of forces which fundamentalists perceive as the threat which inspires their reaction" (FP1 1991: vii).

FP beskriver videre fundamentalisme med nogle key-features. Vægten er lagt på en forståelse af at de er militante i ord, idé, valg eller handling. De er traditionalister eller konservative som er fighting back, dvs. reaktive over for det dominerende moderne samfund. Fundamentalister ser en udfordring eller trussel til deres core identity både som kollektiv/social identitet og som en personlig identitet (f. eks. kan individet identificere sig med religion og nation eller religiøsitet og nationalitet som core identity på begge niveauer på samme tid):

- Fundamentalister kæmper for noget; deres world view.

- De kæmper med noget; praksis og doktrin er et selektivt valg fra en faktisk eller forestillet fortid med ideale oprindelige forhold og forestillinger.

- Fundamentalister kæmper mod nogen; enten generaliseret eller specifikt. Det kan både være deres (modernistiske) modpol eller den moderate udgave af dem selv, dvs. den udgave, som går mere ind på modernitetens præmisser og principper.

- De kæmper under en guddommelig inspiration, beskyttelse, magt eller lign. (FP1 1991:ix).

Ved at opsætte nogle kriterier for hvad fundamentalisters dogmer og praksisser indeholder som FP har gjort ned disse key-features, bliver det mere meningsfuldt at bruge begrebet end hvis det blot i sin afgrænsning ækvivaleres med antimodernisme. FPs projektledere mener følgende selv:

1) at termen kan bruges da den skaber en distinktion over andre begreber så som "konservatisme", "traditionalisme", "ortodoksi"eller "ortopraksis".

2) at termen kan fungere som komparativ kategori,

3) men at den må bruges på retfærdig vis over for særegenheder og gruppernes forskellige realiteter.

4) at termen er fornuftig for det komparative projekt når den læses som "fundamentalist-like" – som når Wittgenstein taler om "family resemblances" (eller som en Webersk idealtype) (FP1 1991: viii).

Det er interessant at ideologiske modsætningsforhold grupper imellem, ud fra FP’s begrebsliggørelse, kan opløses relativt når begge parter kan kategoriseres som fundamentalister. F.eks. vil jeg med stor velvillighed henvise til at George W. Bush kan betegnes som religiøs fundamentalist ud fra FP’s key features, bl.a. i de taler til nationen som vi har været vidner til fra d. 11. september 2001 og fremad hvor modparten beskrives som fundamentalistisk. At kalde George W. Bush for fundamentalist rejser til gengæld en anden problemstilling. Som demokratisk valgt politisk leder for verdens mest dominerende moderne nationalstat der tilmed har en forfatning som er tilstræbt at være areligiøs, repræsenterer han det moderne i den yderste udstrækning vi kender. Begrebet "moderne" kan således også være flydende afhængigt hvilket perspektiv man tager. F.eks. repræsenterer George W. Bush politiske kræfter der ønsker forbud mod abort da de betragter det som mord. Samtidig ønsker Bush’ politiske bagland dødsstraf opretholdt i retssystemet (uomtvisteligt et mord) hvilket ud fra et synspunkt om at det moderne samfund ikke afliver sine borgere, og at det overholder de vedtagne menneskerettigheder, er en anti-modernistisk overbevisning.

Men bidrager det noget nyt til vores studie at vi betegner og kategoriserer nogen som fundamentalister? Fanger det noget som vi ikke allerede beskriver med andre termer? Giver det mening som en fænomenologisk komparativ kategori? Får vi nogen øget kvalitativ forståelse af de subjekter og kollektiver som søges indbefattet?

Uden at kunne give et direkte svar på disse spørgsmål, vil jeg mene, at skulle man ønske at bruge begrebet fundamentalisme i sine skrifter og andre frembringelser, må man foretage en klar beskrivelse og afgrænsning af ens egen begrebsliggørelse. Det må samtidig være vigtigt at gøre sig klart at læserne ikke nødvendigvis overtager skribentens redefinition fra den forståelse læserne allerede har. En artikel kan desuden sagtens refereres til af andre uden at skribentens eksemplariske definition og

afgrænsning af brugen af begrebet kommer frem. Kendes den ikke, kender læseren kun den allerede internaliserede forståelse. Begrebet kan nemt få en klang af "dem som ikke er med os er imod os", og der er derfor en fare for at man ved at kategorisere nogen og noget som fundamentalisme medvirker til at cementere modsætningsforhold skabt i samfundets majoritet-minoritetsforhold.

- Giddens, Anthony (1991): Modernitet og selvidentitet – selvet og samfundet under sen-moderniteten. Hans Reizel, København.

- Politikens Nudansk Ordbog 18. udgave (2001). Politikens Forlag, København.

- Smith, Jonathan (ed.) (1995): The Harper Collins dictionary of Religion. Harper Collins, .

- Marty, M.E. & Appleby, R.S. (eds.) (1991): The Fundamentalism Project vol. 1. University of Chicago Press.