1415.   årgang nr. 2 december 2002 

Émile Durkheim – religion som fællesskab

- Anmeldelser og perspektiver

"A religion is a unified system of beliefs and practices relative to sacred things, that is to say, things set apart and forbidden – beliefs and practices which unite into one single moral community called a Church, all those who adhere to them." - Durkheim, 2001/1912:46

Denne artikel udspringer af to nye udgivelser af og om Émile Durkheim (Durkheim, 2001 og Østerberg, 2002) og jeg vil her give en anmeldelse af disse to bøger, men også prøve at formidle perspektiver på Durkheims sociologi. Som sociolog er Durkheim (1858-1917), sammen med Max Weber (1), blandt de forskere, der har haft størst indflydelse på religionssociologiens udformning og kerneproblematikker, forskningshistorisk set. Derfor er de to nye udgivelser overordentligt interessante, fordi de afspejler en fortsat interesse i Durkheim og samtidigt kan sige noget om, hvad vi kan bruge Durkheims teorier til i dag.

Émile Durkheim (ED) kredser i sin sociologi om religion og moral fra start til slut, men den udspringer af en interesse for de spørgsmål som 1800-tallets filosofi med vidt forskelligt udfald havde prøvet at besvare, nemlig menneskets brug af grundlæggende forståelseskategorier som tid, rum, klasse, antal, årsag osv (2). I "The Elementary Forms of Religious Life" (2001), oprindeligt fra 1912, fremkommer ED med sin løsning på problematikken mellem empiricisme og apriorisme: "His solution was to socialize the idealist and the empiricists." (Cladis i Durkheim, 2001: xxvi)

ED er af mange blevet anset for at være en først og fremmest samfundsbevarende sociologi – I modsætning til f.eks. Pierre Bourdieu, der om nogen har kritiseret magtens fordeling i moderne samfund – fordi ED udtrykte et dybt ønske om et moralsk samfund bygget på fællesskab. Det er også den forståelse, som den norske sociologiprofessor Dag Østerberg (DØ) bygger på i den nye danske oversættelse af hans Durkheim-biografi (2002). Durkheim er dog ikke konservativ i den forstand man f.eks. har tillagt Talcott Parsons sociologi, men hans sociologiske lære udspringer nærmere af en dyb frustration over samtidens politiske og økonomiske udvikling. En bekymring som også Max Weber delte. En berettiget kritik har dog været den durkheimske sociologis fokusering på opretholdelsen af samfundets "nomos" (3) og en ensidig frygt for de anomiske (kaos-) kræfter i samfundet: Berger har i "The Sacred Canopy" (på dansk: "Religion, samfund og virkelighed") bl.a. anført at sociologien kan ses som et brud med den normative samfundsdiskurs gennem sekulariseringens konsekvenser (1967: 128) og at frigørelse fra samfundets diskurs eller aktuelle praksisser altid rummer et vist element af eksistentiel angst. Durkheim udelukker ikke sociale forandringer (eller forbedringer), men det ses tydeligere og mere gennemarbejdet i et klassisk eksempel hos f.eks. Marx og senere sociologer som netop Berger, Bourdieu og Foucault.

DØ’s biografi tegner et billede af hele Durkheims forfatterskab gennem temaer som metodelære (kp.2), opdragelse og uddannelse (kp.8), statsteori (kp.9) og ikke mindst religionsteori (kp.10) og indeholder derigennem glimrende introduktioner til Durkheims væsentligste bøger: De la division du travail social (1893), Les règles de la methode sociologique (1895) , Le Suicide (1897) og Les formes elementaires de la vie religieuse (EFRL) (4)  fra 1912, der må ses som Durkheims hovedværk.

"[G]rundmønsteret forbliver det samme, nemlig et symbolsk udtryk for en moralsk virkelighed sui generis, forskellig fra individets moralske virkelighed, nemlig samfundet." – Østerberg, 2002: 206

Tesen er kort beskrevet at når religiøse mennesker indgår i riter og trosforestillinger er det i virkeligheden samfundet selv, man dyrker. For at forstå religionens årsag og opkomst, må man søge tilbage til den mest simple form for religion. Gennem "negativ deduktion" forsøger ED at skrælle de historiske lag af den "primitive" religion (5)  for at nå frem til religionens rudimentære form. I gennemgangen af EFRL vælger DØ klogeligt at fremstille Durkheims religionsteori uden at gå for langt ind i problematikken omkring ED etnografiske materiale: "Totemsystemet i Australien" (6). En problematik der fordrer et enormt kendskab til det etnografiske materiale og som ikke rører ved ED teoretiske punkter og deraf afledte sociologiske teori: "[T]eorien kan være holdbar for alle andre tilfælde, som den også var ment at gælde for." (2002: 189)

Selvom ED’s teori om det hellige kan kritiseres for flere mangler – det etnografiske materiale, den "mystiske", om end tentative, beskrivelse af det religiøse og sociales opståen hos urmennesket og deraf spørgsmålet om, hvilken religion der er den mest rudimentære – så er der set flere bud på at løfte arven fra ED og ligefrem sætte ham centralt i religionsvidenskaben og dens rolle i forståelsen af menneskets evolution.

"To think logically, in effect, is always in some measure to think impersonally: it is also to think sub specie aeternitatis [in its essential or universal form]. – Durkheim, 2001: 331

Eric Gans har i en interessant artikel (2000) vist hvordan ED’s originale indsigt og afvisning af tabula rasa-teorier (se bl.a. Durkheim, 2001: 327ff.) kan befrugte tværfagligt samarbejde mellem naturvidenskab og humaniora. Denne indsigt går igennem at placere sproget centralt i menneskets udvikling: uden sprog ingen begreber, uden begreber ingen religion og omvendt (7). ED vigtigste pointe kan således ses i hans forståelse for religionens iboende sociale karakter og det sociale livs iboende religiøse karakter (8): altså afhængigheden af fælles symboler og ritualer, der ikke kan begrundes i videnskabelig fornuft, men kun i menneskets trang til at organisere sig socialt. Sprogets brug af koncepter opstod i oplevelsen af et fællesskab hvorigennem individet kunne formidle sine oplevelser, så også andre forstod dem (ibid.: 332).

Ved at argumentere for at videnskab tager sit udgangspunkt i religionens opdagelse af årsagssammenhænge, kan ED beskrive det religiøse livs naturlige eksistens side om side med videnskab. Det ene reduceres aldrig til det andet, men videnskaben har en klar rolle i opløsningen af samfundsstrukturer og begreber, der hindrer samfundets funktionalitet: "…collective representations also contain subjective elements, and must be progressively purified to come closer to things." (ibid.: 340). Altsaa en loebende justering af menneskets, naturligt udviklede, konceptuelle registre eller domaener om man vil.

Omvendt kan kun religion skabe mening ud af de spørgsmål, som videnskaben endnu ikke har besvaret. Der eksisterer således et dialektisk forhold mellem de to (9). Der vil således altid være brug for et religiøst rum for at opløse den ontologiske usikkerhed, som mennesker lever under, netop pga. religionens konstituering af og vedligeholdelse af det sociale (10). I moderne vestlige samfund er parallellen tydelig til de symboler vi knytter os til, såsom flag, fodboldhold, kunst, og andre værdiladede symboler. De tjener ikke et rationelt formål i direkte videnskabelig forstand, men er målrationelle i forhold til at opretholde en samfundsstruktur og fremme kulturværdier. Folk går i kirke til jul. Man kunne sige at Webers beskrivelse af verdens "affortryllelse" i moderne tid, kalder på Durkheims sociologiske – og moralske - terapi, om end det kan diskuteres under hvilken form. I hvert fald er der ikke meget der tyder på at moderniteten eliminerer religionens rolle, som visse sekulariseringsteorier har foreslået (11). Og Durkheim ved hvorfor (12).

Et slående argument imod Durkheims teori har været at repræsentere hans lære som "dansen om Guldkalven" – en art sociologisk reduktionisme eller tautologi, hvor præmissen forudsætter konklusionen. Gerd Baumann har ydet et væsentlig bidrag til at nuancere dette i bogen "The Multicultural Riddle" (1999:130):

"[W]hat we have to discard is a misreading of Durkheim that has found its way into every textbook I know. If the Golden Calf Theory of ritual is Durkheimian, than Durkheim was an anti-Durkheimian. [...] When he suggested that ritual expresses the identity of a society, he warned the reader by means of a Socratic question: "Is it the real society, such as it is and acts before our very eyes?"…The answer is no: "[S]ociety is not an empirical fact, definite and observable"; it is something "in which [people] have never really lived. It is merely an idea". Durkheim’s theory is meant, also by him, to apply to a completely abstract quality that he called society, something that nowadays we call sociality or sociability and that is far removed from any reifiable community or culture in the narrow sense." (13)

Sikkert er det at det var modernitetens begyndende problemstillinger som drev ED til en undersøgelse af moralen og religionens betydning for et samfund, der ikke splittes af anomi (14), hvor mennesket udleveres til sine ubegrænsede og umættelige lidenskaber. Om end sprogbrugen kan virke gammeldags og lidt for moralsk for (post-)moderne mennesker, er det vel et anerkendt faktum, at et fællesskab ikke kan eksistere uden regulativer eller i det mindste "en social kontrakt". For ED er dette et fundamentalt træk ved samfundet, essentielt for dets overlevelse og en sikring af flertallet af individerne som udgør det. DOE beskriver dermed ogsaa hvordan ED var en lidenskabelig fortaler for uddannelse og fordeling af viden i samfundet.

Lad mig slutte af med en interessant parrallel til nyere sociologi: Manuel Castells har i sit mammutværk "The Information Age: Economy, Society, and Culture" (3 vol. 1996-98) beskrevet det han kalder netværkssamfundet (15). Det samfund som vi er på vej ind i og allerede præget af igennem IT-udviklingen, kapitalismens og staternes udvikling i 80’erne, samt de sociale bevægelsers indflydelse. Det vil gå for langt her at diskutere implikationerne af og manglerne ved teorien, men Castells fremhæver specielt sociale og politiske bevægelser (NGO’er, græsrodsbevægelser, feminisme osv.) som en af de faktorer, der kan være en udlignende faktor i forhold til globaliseringens skyggesider (16). Her ses også religionernes centrale rolle som modstandsbærende, men også som en reaktion mod opløsningen af fællesskaber (uanset om de er anti-modernistiske eller progressive i udfoldelsen) (17). Der er således mange årsager til at fastholde at D.’s basale observation – at samfund og religion (som meningsbærende struktur) er uløseligt forbundet – også er en problemstilling som står centralt i (post-) moderne samfund, der måske mere end nogensinde er udfordret indefra af pluralisme og ofte med et følgende meningstab for individet. Durkheim fastholder som Weber, at sociologien ikke kan angive retningen for samfundet, men netop påpege historiske fortilfælde og strukturelle ligheder der kan give os redskaber til at forstaa de forskelligartede og stadigt mere komplicerde sociale fakta, der udfordrer religionernes og religionsvidenskabens rolle i samfundet.

Der er saaledes mange grunde til fortsat at laese Durkheim og med Carol Cosmans nye oversaettelse af EFRL (der bygger paa Oxford University Press’ tidligere og anderkendte oversaettelse) har vi en god indgang. Den lettes betydeligt af Mark S. Cladis’ introduktion i EFRL, som kan perspektiveres til det samlede forfatterskab med Dag Oesterbergs bredere introduktion.

Noter: