1414.   årgang nr. 5 maj 2002 

Lehmann og faget

Edvard Lehmann og Religionshistorien - Et symposium ved fagets 100-års jubilæum i Danmark.

Erik Reenberg Sand og Jørgen Podemann Sørensen (red.), Institut for Religionshistorie, Københavns Universitet, 2001, 107 s.

"Det var i efterårssemesteret 1900, at Københavns Universitet for første gang kunne stille en undervisning i religionshistorie til rådighed for de studerende [..] Ansættelsen af Lehmann, der allerede var internationalt kendt for sit religionshistoriske forfatterskab, betød at Københavns Universitet kom på forkant med udviklingen af det nye fag", med disse næsten mytologiske vendinger om skabelse og faglig udvikling, indledes dette publicerede symposium afholdt i Alexandersalens fantastiske omgivelser, den 6 oktober 2000. Teologen Edvard Lehmann (1862-1930) blev altså den konstituerende skikkelse i skabelsen af faget religionshistorie ved Københavns Universitet og som det fremgår af nærværende antologis mange bidrag, var Lehmann en "utrættelig formidler af kulturhistoriske, religionshistoriske og teologiske emner", og det tydeliggøres i Lehmanns mange publikationer, internationalt såvel som nationalt.

Hvordan går man så til makronerne med en så plural facetteret personlighed som Lehmann? Ja, hvis man skal følge Carsten Breengaards vurdering om hvorledes man burde gribe en skikkelse som Lehmann an, så er der tale om en personalhistorisk analytisk tilgang (s. 15). Størstedelen af antologiens 11 bidrag, afspejler da også i al væsentlighed dette perspektiv og søger med udgangspunkt i Lehmanns værker, breve, forelæsningsnotater osv. at give et personalhistorisk indblik i denne bemærkelsesværdige skikkelse.

Antologien indeholder alt fra komparative studier af religionsvidenskabelige kongresser i Stockholm i 1897 og Paris 1900, almueliv og eventyr, Lehmann som den første praksisorienterede religionshistoriker, Lehmann som liberal teolog til hans forståelse af Gammel Testamente og forståelsen af (eller mangel derpå) de oprindelige folk.

Der er lidt hyggelig nostalgi over bogen, ikke mindst repræsenteret ved Bo Alkjærs bidrag, som med udgangspunkt i breve og digte skrevet af Lehmann fra sit ophold som professor i Leiden til sin gode ven Wilhelm Grønbech i Danmark, viser sider af Lehmann som ikke altid forekommer i de populære eller videnskabelige publikationer. En yderligere gennemgang af nogle af antologiens bidrag viser hvorledes det personlige fokus er gennemgående. Erik Sand omtaler Lehmanns karriere som atypisk for en teolog i samtiden, der med stor flid kastede sig over det komparative studium af ikke-kristne religioner. Herefter gennemgår Sand tre af Lehmanns tidlige studier, og belyser på interessant vis Lehmanns forståelse af religion og kultur. Det er dog tydeligt at til trods for at Lehmann ikke selv skriver det, anser han som mange i tidens evolutionistiske komparative diskurs, kristendommen som rangeret højere end hedenskabet.

Armin W. Geertz´ artikel "Komparative strategier hos Edv. Lehmann" er sammen med Hans Jørgen Lundager Jensens bidrag, antologiens bedste, jeg nøjes dog her med at fremhæve Geertz indlæg. Geertz argumenterer overbevisende for de forskellige forklaringsstrategier, især om de oprindelige folk, man valgte i Lehmanns tid. Med udgangspunkt i den postkoloniale kritikker David Chidesters bog Savage Systems: Colonialism and Comparative Religion in Southern Africa, 1996, belyser Geertz nogle af de vilkår hvori den komparative religionshistorie er forankeret. Chidester har opstillet to dominerende faser: "benægtelsesfasen", hvor man siden det 18. århundrede beretter om flere eksempler på kultur uden religion. Benægtelsen af kultur har resulteret i begreber såsom mana, fetichisme, totem osv. Den anden fase, der kendetegner det 19. og 20. århundrede, kaldes "opdagelsen af de primitive religioner" og karakteristisk herfor var "enigheden" om eksistensen af fire religioner, Kristendom, Jødedom, Islam og Paganisme og den deraf følgende konstruktion af morfologiske abstraktioner som mana og totem, tilføjet lidt socialdarwinistisk historiesyn. Pointen er, som Geertz udtrykker det at se "de iagttagelser [empiriske råmateriale] som man modtog allerede var stærkt påvirket af en dialektisk komparativ proces nøje forbundet med imperialismens forventninger og krav" (s. 41). Der er ingen neutralitet, heller ikke hos Lehmann. Geertz placerer Lehmann indenfor den anden fase, nemlig "opdagelsen af de primitive"-fasen og søger at redegøre for hans ærinde. Følgelig analyserer Geertz Lehmanns syn på de primitive og deres religion som ifølge Lehmann "ligger i det praktisk-sociale og dettes rituelle udtryk" og han fortsætter "hvad de [de primitive] derudover har besiddet af religiøse og mytologiske forestillinger (..) er kun at betragte som kejtede forsøg og svage tilløb til hvad der først har udfoldet sig i fuld ejendommelighed på højere åndstrin"(s.43). Sådan! Lehmann er altså et produkt af sin tid og indskriver sig uden tvivl i et evolutionistisk komparativ dogme der belyser andre religioner i lyset af sig selv.

Armin W. Geertz´ artiklel er glimrende idet den, "midt i vor forfædredyrkelse" (s.45) søger at "opfordre til klarsyn og refleksion over vor fremtid" (s.46). Essentiel for al videnskab er at kigge tilbage på vor forfædres bedrifter og videnskabssyn og lade sig inspirere, uden dog at glemme at vi også skal bevæge os fremad. Nærværende antologi er et vigtigt forskningshistorisk dokument, med Lehmann i midten. Det er ikke dårligt, men der bliver mere tale om en hyldest end egentlig refleksion og klarsyn over fremtiden.