|
|
Gud er (stadig) blå
Mikael Rothstein: Gud er (stadig) blå, , Aschehoug,
2001, 356 sider (299 kr.)
Af Joel Haviv
I 1991 udgav Mikael Rothstein "Gud er blå, de
nye religiøse bevægelser" som set i forhold til oplag både på
dansk og svensk, må siges at have være en "bestseller". Nu
følger Rothstein, ti år senere, succesen op med bogen "Gud er
(stadig) blå", som tegner til at blive endnu en bestseller. Gud
er (stadig) blå er dog på ingen måde identisk med Gud er blå,
til trods for, at titlen umiddelbart kan signalere en "sequel".
Bogen er "populær" i betydningen henvendt primært til den
alment interesserede læser, men med sine 356 sider er bogen et glimrende,
kompetent og velskrevet bidrag om nye religioner, der også henvender sig
til universitetsstuderende med trang og lyst til at beskæftige sig med
nye religioner og centrale temaer indenfor religionsvidenskaben.
Bogen er et stort komparativt projekt (med hovedvægt
på sammenligning af de nye religioner i forhold til kristendom og
hellenistisk religion), hvori der redegøres indgående for rigtig mange
religioner og jeg nævner i flæng; Scientology, Rael, Familien, Jews for
Jesus, Damanhur, mormoner, Transcendental Meditation, Orgasmens Madonnas
kirke etc.
Rothstein indleder bogen med et citat af den
amerikanske religionshistoriker William E. Paden formuleret i "Guide
to the Study of Religion" (2001), der i sit indhold, kan siges at
skabe den teoretiske ramme om Rothsteins fremstilling og citatet fortjener
derfor at blive gengivet i sin fulde ordlyd:
"New religious movements, numbering in the
thousands when looked at globally, show how the language of spirituality
constantly recreates itself to address the needs of emerging cultural
identities. The enormous variety of these innovative systems shows the
naturalness of religious world building, each offering a new set of
ontological markers and new interactive objects of authority and
communication. They do this as naturally and inevitably as any species
will form a habitat".
I forlængelse af Paden, formulerer Rothstein sit eget
ideologiske projekt som "en konstatering af, at de nye religioner er religioner,
før de er nye [..] nye guder stadig guder, nye ritualer stadig
ritualer" (s. 9, 64 og 137, Rothsteins kursivering). De skal altså
ses i lyset af den kulturelle, politiske og sociale kontekst, de
naturligvis er en del af og pointen er derfor, at det ikke længere kan
opretholdes at anskue de nye religioner som kulturelle, religiøse
misvækster eller religiøse misfostre af en eller anden obskur
forestilling om en "urreligion". Det kan virke som banale
forudsætninger, men i medierne og den brede offentlighed, som bogen jo
primært henvender sig til, er der en uvidenhed om forudsætningerne for
de nye religioner. Rothsteins forskningsbaserede formidlingsprojekt er
derfor et godt indlæg i forsøget på at give den almene interesserede
læser flere og bedre redskaber til nuanceringen af og forståelsen af
religion generelt. I modsætning til konventionelle religioner mener
Rothstein, at de nye religioner har en "særlig" måde at betone
og konstruere sociale og religiøse fællesskaber og religiøse verdner,
og han strukturerer derfor bogen omkring tematiske begreber som esoterik,
kultsteder og ritualer.
Første del (1. og 2. kapitel) søger med nogle
teoretiske betragtninger at diskutere begrebet "nye religioner"
og vise den teoretiske kompleksitet samt de sociale, politiske og
juridiske betingelser, der er medvirkende til at definere "nye
religioner". Konstruktionen af religiøse forestillinger, altså
religiøs kreativitet generelt, er et produkt af den kulturelle dynamik og
kreativitet, der afspejler sig i forskellige samfund. Postmodernismen,
internettet og andet gør det derfor muligt for umiddelbart små
religiøse bevægelser at skabe et sted i verden og blive transnationale
fællesskaber, der som alle andre, søger at overbevise konvertitter om
lige præcis deres tilbud om "et religiøst verdensbillede". Et
godt eksempel herpå er Scientologys radikale merkantilisering af deres
religiøse leder L. Ron Hubbard til et registreret "trademark"
â . På den baggrund søger Rothstein, i et mere religionssociologisk
afsnit, at indkredse netop det "særlige" ved nye religioner som
ofte har karakter af minoritetsreligioner, hvilket er determinerende for
blandt andet deres selvforståelse og organisation. De nye religioner kan
siges at "orientere sig anderledes i verden end religioner der har
overlevet den første kritiske tid" (s. 333) og søger, grundet deres
minoritetsstatus, at "legitimere sig overfor omgivelserne og begrunde
deres eksistens på en måde som ikke kræves af de gamle. De
efterstræber ikke realistiske mål men arbejder idealistisk for
mål, som er mytologisk defineret og derfor ude af proportion med den
sociale og politiske virkelighed" (ibid. Rothsteins kursivering). De
nye religioner mangler derfor ikke "rigtige" myter eller
ritualer, men betoningen af religiøse forestillinger, der ofte kan
siges at være institutionaliserede i konventionelle religioner, er
forskellig og derfor "særlig".
De nye religioner fastholder derfor en ny forståelse
af de traditionelle, religiøse elementer og omtolker disse i
overensstemmelse med deres egne ønsker og forudsætninger. De nye
religioner introducerer også helt nye elementer, nye tekster og
åbenbaringer og er som alle religiøse verdner synkretistiske religiøse
systemer i konstant dialog med det samfund og den kultur de er en del af.
Et godt eksempel her er Orgasmens Madonnas Kirke, der ekspliciterer
koblingen mellem sex og kristendom og hvor orgasmen er Gud og hæver
dermed orgasmen ud af sin jordiske forbindelse og lader den være en
guddommelig fremtrædelsesform. Rothstein formulere denne opfattelse af
Guddommelighed i en kæk vending: "Guddommeligheden er således i
og med selve orgasmen, og ethvert menneske har derfor, så at sige,
muligheden for mødet med det guddommelige lige ved hånden" (s. 91,
Rothsteins kursivering).
Et af bogens bedste afsnit er "Nye helligdomme
og kultsteder", der giver mulighed for metodiske refleksioner til
ens eget videre arbejde med religiøse verdener. Rothstein tager
udgangspunkt i den kosmografiske betydning af helligdomme og kultsteder
for religionens selvforståelse og måde at "være i verden på"
og eksemplificerer dette med indgående beskrivelser og analyser af
Scientologys "mekka" i Clearwater, Florida, Damanhurs
"menneskehedens tempel" i Italien og Rael religionens
"ambassade".
Rothstein lægger ud med et lille opgør mod
tilbøjeligheden til "at identificere religionerne gennem de
forestillinger, de baseres på" og forsætter "de religiøse
forestillinger svæver dog ikke frit i luften. Den religiøse idéverden
er altid en del af større, komplekse sociale systemer" (s. 231). De
nye religioner har altså brug for "mursten", for fysisk rum
således at "de kan få "krop"" (s. 232) til at
fastholde det religiøse fællesskab. De religiøse bygninger agerer
bevidsthedsfikspunkter, hvor de religiøse, ideologiske og
forestillingsmæssige sager forankres.
Afsnittet tydeliggør nødvendigheden af anderledes og
andre metodiske og analytiske tilgange til studiet af religion. Kultstedet
eller helligsteder er ofte forbundet med et sæt af forestillinger,
praksis indretningen og en tilhørende kosmografi og er et glimrende
analyseniveau, der tager udgangspunkt i religiøs arkitektur, til brug i
studiet af alle religioner.
I sammenligning med Gud er blå fra 1991 er et
element dog bevaret nemlig den pædagogiske fremstilling af referencer og
"øvrige ressourcer" (s. 335-348). Gennem hele bogen er
der mange konstruktive referencer til forskellige religioners hjemmesider,
tekster og andet materiale, der nemt kan findes på nettet. Referencerne
giver gode muligheder for videre læsning, og man får lyst til at lægge
bogen fra sig og logge på nettet for at undersøge en af de mange
web-adresser. Brugervenligheden maksimeres yderligere ved Rothsteins
henvisninger til forskellige akademiske organisationer, institutter og
adresse til ikke mindre end 21 religioners hjemmesider er at finde bagerst
i bogen.
Rothstein har med Gud er (stadig) blå formået
at kombinere to svært forenelige læseniveauer, fagmandens og den almen
interesserede læsers, og bogen er et velskrevet, tilgængeligt og
forskningsbaseret formidlingsprojekt, indeholdende mange gode og
konstruktive refleksioner, som man med fordel kan benytte i analysen af
hvilken som helst religion, gammel såvel som "ny".
Af disse grunde er Gud er (stadig) blå et must
for alle med interesse for nye religioner. |
